Svenske Doro har efterhånden etableret sig som seniorernes foretrukne mobil-brand med enkle telefoner, som alle kan betjene. Men enkelt er ikke nødvendigvis lig med begrænset funktionalitet. Senest har Doro sendt en ny mobil på markedet – Doro Secure® 580, der ser yderst simpel ud, men som i virkeligheden er yderst intelligent og fyldt med avanceret teknologi. Teknologi, som i yderste konsekvens kan redde liv.

Begrebet telecare dækker over teknologiske hjælpemidler, som kan overvåge brugeren og kommunikere med pårørende eller pleje-personale og dermed gøre brugeren uafhængig og give mulighed for at blive i eget hjem så længe som muligt. Den nye Doro Secure® 580 er en minimalistisk telecare-kompatibel mobiltelefon, der med sine bare 9 knapper ser yderst simpel ud. Den rummer imidlertid en masse avanceret teknologi og giver både bruger og pårørende et væld af muligheder og ekstra tryghed.

Bestem selv hvem der ringer
Doro Secure® 580 har fire forprogrammerbare knapper, der giver mulighed for at foretage opkald til fire udvalgte personer ved bare ét tryk. Det er desuden muligt at sætte den op til auto-reply – dvs. at den automatisk besvarer opkald, uden at brugeren skal ”tage telefonen”. Man kan også opsætte en såkaldt whitelist med de numre, der har tilladelse til at ringe til telefonen og dermed undgå opkald fra personer, brugeren ikke kender.

Telefonen kan sættes op, så pårørende kan styre og få adgang til mobilens opsætning og indhold hjemme fra deres egen computer. Det sker via den cloud-baserede fjernstyrings-tjeneste Doro Experience® Manager.

Mobilen kan ikke afsende almindelige sms’er, men den kan modtage dem og sættes op, så afsenderen automatisk får besked, når sms’en er modtaget og læst.

Track mobilens placering via GPS
Telefonen har ligesom alle Doros mobiler en tryghedsalarm på bagsiden, der gør det muligt at foretage nødopkald til foruddefinerede personer. Alarmen har som noget nyt indbygget GPS-funktion, der giver modtageren mulighed for via Google Maps at se, hvor mobilen befinder sig. Det er også muligt for godkendte personer at sende en besked til telefonen og dermed få brugerens seneste GPS-position.

Mobilen er HD Voice-certificeret og kompatibel med høreapparater (HAC), hvilket giver større sikkerhed og letter kommunikationen.

Den har desuden ”sound curves adjustment”, der tilpasser lyden til de frekvenser, hvor brugeren typisk hører bedst. Mobilen virker både på 2G og 3G-netværket for at give brugeren den bedst mulige dækning – og øge trygheden. Samtidig er Doro Secure® 580 klædt på til hverdagens udfordringer ved at være IP54 klassificeret, hvilket vil sige vand- og støvafvisende og ekstra holdbar.

Øget behov for tilpassede telecare-produkter
Hos Doro er man ikke i tvivl om, at behovet for tilpassede telecare-produkter er stærkt stigende, og der arbejdes derfor i samarbejde med både hardware- og software-partnere målrettet med at udvide sortimentet på telecare-området.

- Vores innovative enheder skal give brugeren øget personlig sikkerhed og ro i sindet, og da seniorer er mere tilbøjelige til at anvende telecare-services, hvis de leveres via en enhed, de kender - og i forvejen er trygge ved, er Doros mobiltelefoner en ideel kanal til telecare, siger Rudi Iversen, country manager hos Doro Danmark.

”Mand nede”-funktion til enearbejdere
Doro Secure® 580 findes i tre versioner. En af disse versioner - Doro Secure® 580IUP - er specielt udviklet til folk, der arbejder alene på isolerede steder - såsom landmænd, elektrikere og jernbaneingeniører. Modellen har en automatisk selv-aktiverende ”man down alarm-funktion”, der kan konfigureres, så den via Motion Sensor-teknologi advarer udvalgte modtagere i tilfælde af et pludseligt fald, eller hvis enheden ikke længere bevæger sig.

Se nærmeste forhandler på doro.dk