Doro 8040 er seneste skud på stammen i Doros serie af smartphones til seniorer. Den nye model er udstyret med mobilproducentens specialudviklede og unikke brugerflade, der – som den eneste på markedet – har en ”omvendt” menustruktur - dvs. at den er bygget op, så den er intuitiv for dem, som ikke er vant til smartphone-teknologi. Med Doro 8040 kan familiemedlemmer og pårørende via My Doro Manager få adgang til seniorens telefon fra distancen og ad den vej hjælpe med teknikken. På den måde undgår man de frustrationer, der ofte følger med, når man forsøger at guide over telefonen.

Den svenske mobilproducent Doro er særligt kendt for senior-venlige features som høj og tydelig lyd, stor skriftstørrelse, fysiske taster og tryghedsalarmknap på telefonernes bagside. Alle disse er også inkluderet i producentens nyeste smartphone, Doro 8040, der i disse dage præsenteres på IFA i Berlin.

Men der er også kommet nye og opgraderede funktioner til. Doro 8040 er arvtager til Doros populære smartphone Doro Liberto® 825, og ligesom sin forgænger kommer Doro 8040 med Doros specialudviklede brugerflade, der er mere intuitivt bygget op end brugerfladen i markedets mere gængse smartphones. Menustrukturen er mere enkel (fx bruges der udsagnsord i menuen fremfor komplicerede app-navne) og let at afkode for seniorer, der ikke er vant til at bruge smartphone-teknologi.

Nyt design og dobbelt op på hukommelse
Selvom Doro 8040 har flere fællestræk med forgængeren Doro Liberto® 825 - og med den mindre Doro 8030 - så adskiller Doro 8040 sig ved, at designet har fået et løft og fremstår mere elegant – uden at der er gået på kompromis med ergonomien. De fysiske taster er bevaret, selvom udformningen er ændret en smule, og bagbeklædningen i blødt materiale gør, at telefonen ligger godt i hånden.

Den nye smartphone kommer med dobbelt så stor hukommelse (16GB+2GB RAM) som både Doro Liberto® 825 og Doro 8030 (8GB+1GB RAM). Som noget nyt er Doros specialudviklede tastatur forudinstalleret på telefonen (kan downloades til Doros øvrige smartphones via Google Play). På den måde bliver det nemmere at kommunikere med sine nærmeste via SMS og e-mail.
Ligesom Doros øvrige telefoner har Doro 8040 en tryghedsalarmknap på bagsiden og er desuden kompatibel med Doro 3500 - et armbånd med alarmknap, der fungerer som en udvidelse af tryghedsalarmknappen på telefonens bagside. Når armbåndet er forbundet til mobilen via Bluetooth, behøver man ikke at have mobilen i hånden for at slå alarm. Man trykker blot på knappen på armbåndet, hvorefter ens pårørende automatisk modtager en SMS med besked om, at man har brug for hjælp – og information om, hvor man er.

Lad familien hjælpe
Med lanceringen af Doro 8040 håber Doro, at endnu flere seniorer får mod på og lyst til at tage springet fra en ”almindelig” mobiltelefon til en smartphone:

- Vi ved, at mange seniorer rigtig gerne vil have en smartphone, men de frygter, at den nemt går i stykker, eller at de ikke forstår teknologien og derfor bliver nødt til at trække på familie og venners hjælp – og at de på den måde vil ligge andre til last*. Doro 8040 er udviklet til netop denne gruppe af seniorer, forklarer Rudi Iversen, der er Country Manager for Doro i Danmark.

For at gøre det nemmere for smartphone-nybegyndere at bruge deres nye telefon, kommer Doro 8040 med hjælpe-webtjenesten My Doro Manager. Med den kan seniorer via en PC nemt gemme og dele billeder samt overføre fx kontakter og genvejstaster fra én Doro-telefon til en anden. Udover at lette brugen af telefonen for brugeren selv, er My Doro Manager også et godt værktøj for pårørende, der via webtjenesten kan få direkte adgang til telefonen – og på den måde nemt hjælpe fra distancen med fx at ændre indstillinger som lyd og lys, hvis der er brug for det.

- Med integrationen af My Doro Manager ønsker vi at gøre smartphone-livet nemmere for både seniorer og deres pårørende ved at sikre, at hjælpen er nær - og at man ikke er til besvær - så alle parter spares for unødige frustrationer, slutter Rudi Iversen.


*Kilde: Undersøgelse foretaget af River Research i juli og august 2015