Mobilproducenten Doro har netop lanceret en ”smartphone-skole” til seniorer. Den består af en række enkle guides, der skal lære seniorerne om smartphonens mange muligheder og om, hvordan man bruger dem. På den måde vil Doro styrke interessen og de tekniske færdigheder hos nybegyndere – og give flere mod på og lyst til at prøve kræfter med smartphone-teknologien. Frem til slutningen af juni udgiver Doro i alt seks forskellige guides – de første er allerede online.

 

Igennem de seneste år har smartphonebølgen langsomt bredt sig til det ældre publikum. Flere og flere seniorer bruger i dag smartphones, og ifølge mobilproducenten Doro, der udvikler brugervenlige mobiltelefoner til netop seniorerne, vil den udvikling fortsætte:    

 

- Vores egne brugerundersøgelser viser, at der i gruppen 65+ er en stadig stigende efterspørgsel på smartphones. Hele 60 pct. har intentioner om at købe en smartphone næste gang, de skal have ny mobiltelefon, fortæller Country Manager hos Doro Danmark, Rudi Iversen.

 

Smartphone-skolen guider seniorerne

Men for mange er smartphone-teknologien en helt ny verden. Derfor lancerer Doro nu en såkaldt ”smartphone-skole”, der skal hjælpe dem godt på vej. Smartphone-skolen består af seks forskellige guides, som blandt andet forklarer, hvordan man bruger WiFi, downloader underholdning til sin telefon i form af lydbøger og podcasts, og hvordan man kan bruge sin smartphone til at finde vej, hvis man skal ud at rejse. Muligheder, som kan virke åbenlyse for den erfarne smartphonebruger - men ikke nødvendigvis er det for førstegangsbrugere.   

 

- Er man ikke vant til at bruge smartphones, kan det være en stor hjælp at få forklaret, hvor mange muligheder der egentligt er – og hvordan man gør. Vi brænder for at sprede moderne teknologi til en målgruppe, som ofte er lidt oversete i teknologiudviklingen. Med vores nye smartphone-skole håber vi at inspirere endnu flere seniorer og give dem blod på tanden til at prøve kræfter med smartphonen, forklarer Rudi Iversen.

 

Seniorvenlige smartphones

Doro har i mange år haft en vision om, at teknologi skal være nemt at bruge for alle – og særligt i de senere år har virksomheden taget den vision med sig ind på smartphone-markedet. Den svenske mobilproducent lancerede sin første brugervenlige smartphone i 2013. Siden har Doro sendt en række smartphones på markedet, og i 2015 lancerede virksomheden Doro Liberto® 825 – Doros første smartphone med virksomhedens egenudviklede brugerflade.   

 

- Vores undersøgelser og interviews viser, at almindelige smartphones ikke er hverken særlig brugervenlige eller logiske for nybegyndere. Med det som udgangspunkt besluttede vi sidste år at udvikle vores egen brugerflade, hvor hele menustrukturen tager afsæt i, hvad der virker intuitivt for målgruppen. Det gør den særligt egnet til nybegyndere, fortæller Rudi Iversen og fortsætter:

 

- Smartphone-skolen er et initiativ til netop førstegangsbrugere. Vi vil vise de seniorer, der hidtil har været lidt tilbageholdne over for smartphones, hvor enkelt det kan være at bruge en smartphone og få glæde af alle dens fordele, slutter Rudi Iversen.